Albert født i måneskin

Albert født i måneskin

Kapitel 1: Ventetid

Albert vidste det godt. At det snart skulle ske.
Han havde ventet på det i et stykke tid efterhånden,
og vekslet mellem tålmod og frustration.

”Hvorfor kan det ikke bare ske nu”, mumlede han sommetider og mulede lidt.

Han havde fået, at vide at han skulle vente pænt ligesom alle de andre.

”Jamen, jeg ER jo klar”, indvendte han.

”Du kan ikke skynde på månen”, fik han at vide.

Det kunne Albert godt se.
Hvis der var noget man ikke kunne,
så var det at skynde på sådan en stor, rund, tung og lysende ting.
Månen bestemte selv! Albert ville nu også bare gerne bestemme lidt selv.
Bare en lille smule en gang imellem kunne være rart.

Kapitel 2: Tid

Ugerne kom og ugerne gik.

Og kom.

Og gik.

Og gjorde det igen.

Albert havde fundet sig til rette med at vente.
Det var nu også meget hyggeligt at være der i rummet mellem ingenting og intet.
Og glemme hvad det var man skulle.

”Albert”, lød det pludseligt.

Albert frøs og kiggede rundt, men kun med øjnene.
Fra den ene side til den anden side, og tilbage til første side igen.
Ligesom inden man går over vejen.

”Albert, er du der?”, lød det igen.

”Måske…”, svarede Albert og gjorde sig lille.
Han sad helt stille nu, også med øjnene.

”Det er tid”, sagde månen.

Kapitel 3: Endelig

Det her var nu alligevel mere end hvad Albert havde forestillet sig.

Små udbrud af ”wow” var det eneste der kom ud af hans lille næb,
mens han forsigtigt flakkede med vingerne.

”Hvad sker der”, både konstaterede og spurgte han.

Det var ret mørkt omkring ham, luften var kølig og indhyllet i et fint skær.
Han følte sig tryg.

”Velkommen”, hørte han en stemme sige.                                                  

Albert kiggede nysgerrigt rundt med hele kroppen
og så med store øjne op mod himlen.

”Måne, er det dig?”, udbrød han forventningsfuld.

”Ja, Albert. Velkommen til jorden”, sagde månen.

Albert smilte stort fra kind til kind, så meget som hans næb nu tillod det.
Ventetiden var ovre, tiden var kommet og alt det han havde ventet på sket.
Nu var han her.
Endelig.

Metalskulpturen Albert og fortællingen Albert født i måneskin er et samarbejde mellem metalkunster Søren Bækkel og tværmedial kunstner Maria Mai Paulsen | 2021